Archive/Arkiv 2005-2006

Tilgivelse for enhver pris?
I mit arbejde med selvmordstruede børn og unge og de voksne, der er i disses netværk (forældre, pædagoger, lærere….) støder jeg ofte på udsagnet: “Jeg SKAL vel ikke tilgive ham eller hende for det, de har udsat mig for!”
Skal den unge pige, der som barn blev misbrugt seksuelt af sin far tilgive ?
Skal barnet, der henter sine forældre på værtshuset tilgive?
Skal barnet, der får prygl tilgive?
Osv.
Skal disse unge mennesker, der i deres vej til at blive voksne kun finder udvej gennem spiseforstyrrelser, snitten i sig selv, isolering og mangel på anerkendelse tilgive?
At tilgive er oprindeligt en kristen sag….ikke en menneskelig. Vi er forsøgt opdragne i den kristne tro til at imødekomme tilgivelsen som et positivt aspekt i den kristne Verden. Den Verden, der dagligt er ansvarlig for krige og masseødelæggelser af naturen. Skal vi tilgive den kristne Verden? Den muslimske?
Måske?
Men allerførst skal vi lære at blive vrede!
Have lov til at skælde ud uden at få repressalier for det:
Pigen skal skælde sin far ud for det misbrug og de ydmygelser, han har udsat hende for. Drengen skal skælde ud for de prygl, han har fået. Vi voksne skal skældes ud for vores manglende empatiske indleven og tid til vores børn. Den kristne, muslimske….Verden skal skældes ud for de masseødelæggelser og krige, de har forårsaget….
Så, når vi har fået lært at skælde ud, blive vrede uden skam kan vi lære at tilgive.
Jette Pernille Johansen (den 3.5.2005 kl. 19:29)

www.jettejohansen.com


Ja, vi skal blive vrede!
Kære Jette. Jeg er meget glad for dit indlæg. Det er jo rigtigt at vi skal lære at blive vrede. Jeg har da selv aldrig haft det så godt som de gange, hvor jeg har haft mulighed for rigtig at skælde ud på rette vedkommende. Jeg tænker med glæde på engang jeg skældte en strid pamper huden fuld i hans underordnedes påhør – og følte mig forløst….
Paul Leer-Salvesen skriver i sin bog Tilgivelse (Hans Reitzels forlag 2004) s. 179: “De, der sørger efter at have været udsat for vold, overgreb eller en uret, kan også blive overraskede og forvirrede over vreden og hadet. Der kan opstå et stærkt behov for at dele vreden med andre, dele en retfærdig og harmdirrende dom over den skyldige. E af de vigtigste former for oprejsning et offer kan få, er oplevelsen af, at andre deler vrede og bliver moralsk forargede over det, der er sket. I en god dom sker dette. En god og retfærdig dom kan udtrykke kollektivets vrede over en forbrydelse. I ganske mange tilfælde er dette udtryk lige så vigtigt som strafudmålingen: Dommen er vigtigere end straffen, fordi dommen giver oprejsning ved at fastslå, hvad der er sandt, og hvad der er uacceptabelt. Dommen giver vreden plads.
Vreden, hadet og raseriet er naturlige indslag i både den sørgendes og ofrets sorgproces: Vrede og had udelukker ikke muligheden for tilgivelse og forsoning. Der kan være tale om forskellige faser i et forløb. Et offer kan også komme til følgende konklusion: Jeg orker ikke længere at være vred. Jeg ønsker fred, for min egen skyld. Derfor vil jeg tilgive. For vreden kan også være en fortærende kraft for den, der bærer på den, en kraft, der kan binde og stjæle livsmodet.”
Karsten Mathiasen (den 7.5.2005 kl. 23:21)


Tilgivelse for enhver pris?
Kære Jette
Jeg vil lige kommentere en ting mere. Du skriver:
“At tilgive er oprindeligt en kristen sag….ikke en menneskelig.”
Jeg ser det ikke sådan. Faktisk er det uhyre farligt at give kristenheden monopol på tilgivelse. Det fremmer opfattelsen af de “primitive vilde” og dæmoniseringen af muslimer etc.
Var aborignierne ikke også meget tilgivende i deres samvær?
Prøv og se historien her
2.1.1.2 Oversigt over historier for fred, forsoning og tilgivelse
-Brune Bjørn fortæller, og andre historier

Venlig hilsen Karsten
Karsten Mathiasen (den 8.5.2005 kl. 9:57)


Et lille tilgivelsescitat
To forgive is to set a prisoner free and discover that the prisoner was you

Lewis Smedes
Jettte (den 11.7.2005 kl. 22:53)


Kunsten at tilgive

At tilgive ’mig selv’ betyder ikke at være fastholdt i fortiden eller gøre de samme fejl.

For at deltage i nuets glæder må jeg eftergive fortiden … jeg må tilgive.

Tilgivelse er med næstekærlighed at bevæge sig fremad fra det der er godt til det der er bedre.

At tilgive er også at have glemt.

At tilgive er at leve en holdning ud, der får store ting til at synes mindre.

At tilgive er at huske de milde tanker jeg har haft. Alt øvrigt må glemmes.

Hvis jeg kan tilgive andre har jeg styrken og evnen til at befri dem fra deres fortid.

At accepterer mig selv og andre betingelsesløst er tilgivelse.

Tilgivelse er opløsning af det overvældende behov for at ’vise mig fejlfri’.

To magiske ord der opbløder personlige relationer:

’Tilgiv mig’! / ’Undskyld mig’!

Den ædleste hævn er at tilgive!

Hanne Gottlieb (den 8.8.2005 kl. 20:13)
www.latterinstituttet.dk


Hævn er arbejde.
Man risikere og blive kvalt i arbejde, hvis man skal hævne alting.
P. Sørensen (den 30.8.2005 kl. 19:8)


Hvad siger Koranen
Glæden ved at tilgive er sødere
end glæden ved hævn.

Koranen
Lilli Bech Jensen (den 3.9.2005 kl. 20:50)


Adskillelse fra Gud
Tilgivelse er kun en nødvendighed der hvor mennesket har adskilt sig fra Gud.

Det er adskillelsen fra Gud der er årsag til synd, sygdom, fattigdom og død.

Det er foreningen med Ham, som gør mennesket til et helt Væsen, som bevidstgør det fuldkomne.

Det fuldkomne er i nuet – i Gud i dig – i det nu hvor sygdom og synd ikke findes – og hvor der derfor ikke er brug for tilgivelse ….

Kærlig hilsen
Belise
Belise (den 16.9.2005 kl. 10:57)


Hvad er vigtigt?
Kære alle.
Mon ikke dette er værd at tage med i prioriteringen af livsværdier og
menneskesyn?
Kærlig hilsen
Jette.

Dødsfald i verden siden 11. september 2001

Vesterlændinge døde af terror: 3.700

Døde af AIDS: 12.621.670 (1 hvert 10. sekund) (UNAIDS)

Børn døde af kurerbare sygdomme: 42.072.232 (1 hvert 3. sekund)
(WHO,UNICEF, UNDP)

Hvad er de alvorligste problemer?

Hvem skal tilgives?
Jette Pernille Johansen (den 16.9.2005 kl. 11:18)
www.jettejohansen.com


Kommentar til Belises indlæg.
Kære Belise.
Jeg synes, dit indlæg er interessant. Især det spørgsmål du indirekte rejser. Nemlig det essentielle spørgsmål om hvordan vi opnår forening med Gud i Nuet samt hvorledes tilstanden defineres og registreres. Sådan som jeg læser dit indlæg, opfordrer du til en bevægelse hen imod Gud. Derfor spørger jeg, Hvilken vej er det du hentyder til?

Kærlig hilsen Lilli
Lilli Bech Jensen (den 17.9.2005 kl. 18:23)


Vejen til Gud
Kære Lilli

Den bevægelse hen imod Gud – er ment som at finde det guddommelige i sig selv og på den måde forbinde sig med altet og leve i det nu, der gør at der ikke skabes synd og derfor ikke er brug for tilgivelse. At finde det guddommelige i sig selv – og derved altid kunne kende forskel på sort og hvid, rigtig og forkert, på behag og ubehag. At gøre det muligt at acceptere og respektere – derved opnå den tilstand hvor tilgivelse tilhører en tidsepoke der snart er slut.

Kærlig hilsen
Belise
Belise (den 19.9.2005 kl. 13:47)


At stræbe mod det hvide er en farlig vej.
Kære Belise. Tak for dit svar.
For mig er Gud både sort og hvid, både kaos og harmoni. Jeg mener, det er en farlig vej, hvis vi går mod det hvide uden i lige så høj grad at medregne det såkaldt sorte i os selv. Uden det uberegneligt kvindelige var her ingen passion, intet bid, intet liv. Kærlig hilsen Lilli
lilli Bech Jensen (den 19.9.2005 kl. 15:19)


Kære Lilli
For mig er Gud det hvide – det lyse – kærligheden samt forståelse for at modsætningerne findes og at vi alle skal/har skullet udvikles os via både lys og mørke. For mig er det kvindelige og det mandlige en forening der skaber så meget lys på jorden – for at oplyse mørket. En forening i kærlighed som gør stærk og viser vejen.

Kærlig hilsen
Belise
Belise (den 26.9.2005 kl. 10:44)


Konstruktioner.
Hvad kan vi i vores lidenhed uden at gøre brug af vores sparsomme og uendeligt simple erfaringer, tanker og intuitive sansninger! Det billede vi danner af vores virkelighedsopfattelse, hvid eller ej, vil altid være og kan aldrig blive andet end en konstruktion! Lilli
Lilli Bech Jensen (den 3.10.2005 kl. 11:18)


Det kontemplative samfund
Kære Lilli og Belise
Det er en utrolig smuk tanke at tilstræbe at finde det guddomelige i sig selv. I min vision vil vi også bevæge os over i en tid hvor det onde og aggressive blot er noget vi “leger” gennem sport og spil. For vi er nødt til at have det med os.
I sin tid under Nicaraguas frihedskamp, blev jeg meget bevæget over en lille bog af Ernesto Cardinal, en fremstående “befrielsesteolog” i Nicaragua. Han beskriver livet på en lille ø i en sø inde i landet, hvor de har lavet et befriet område, et lille kontemplativt samfund – et samfund i guds billede – hvor de alle er søde og rare mod hinanden, og børn og bønder laver fremragende kunst. Gud ved hvordan det går med det i dag?
Har vi det egentlig ikke alle i vores magt at lave små kontemplative samfund omkrig os? Jeg er ligeglad med om I kalder Jeres vision socialistisk, anarkistisk eller liberalistisk eller noget helt fjerde som vi ikke har ord på endnu. Hvis visionen virkeliggøres under hensyntagen til menneskelighed, kommer det ud på ét. Jeg mener man kan gøre det, om man har 12 tdr land eller en lejlighed i byen…. Jeg ha da hele tiden i de ti år vi har boet i Hugkrogen, betragtet det som et “befriet område”. For nylig fik jeg det døbt “livets land” – Tak for det Lilli!
Kærlig hilsen Karsten
Karsten Mathiasen (den 12.10.2005 kl. 6:58)


Velkommen til Mandela Center Danmark
Desmond Tutu om Tilgivelse og Forsoning

Jeg vil gerne byde Mandela Center Danmark velkommen på vores side, med følgende tekst af ærkebiskop Desmond Tutu. Jeg har det fra bladet Impuls nr 2 juni 2005, som jeg har lånt af min nabo.
Samtidig vil jeg opfordre alle til at melde sig ind i Mandela Centret, www.mandelacenter.dk ligesom jeg også har opfordret alle til at melde sig ind i Center for Konfliktløsning, www.konfliktloesning.dk Vi må gøre alt hvad vi kan for at støtte hinanden i arbejdet for fredelig konfliktløsning i verden.

Desmond Tutu siger:
Tilgivelse og forsoning handler ikke om at foregive, at tingene forholder sig anderledes, end de gør. Det handler ikke om at vende det blinde øje til uretten. Den sande forsoning åbenbarer det frygtelige, misbruget, smerten, sandheden. Den er et risikobetonet projekt, men i sidste ende er den risikoen værd, fordi det at forholde sig til sandheden, bidrager til heling. Overfladisk forsoning kan ikke føre til ægte heling.
Når gerningsmanden har indset og erkendt sin brøde, kan man håbe han vil angre, vise sin sorg og bede om tilgivelse. Hertil kræves en ikke ringe ydmyghed. Når folk tilgiver, er det ikke meningen at glemme. Tværtimod er det vigtigt at huske, så man ikke lader det samme gentage sig. Tilgivelse betyder ikke accept af det skete.
Tilgivelse betyder at tage det skete alvorligt og ikke forklejne dets betydning – at fjerne den brod, der har sat sig fast i erindringen og truer med at forgifte hele vort liv. Tilgivelse er at forsøge at forstå gerningsmændene, prøve at sætte sig i deres sted og forstå, hvilke kræfter der har gjort dem til det, de var. Tilgivelse er ikke at være sentimental. Nyere forskning har vist, at tilgivelse er godt for helbredet.
Tilgivelse vil sige at give afkald på sin ret til at betale gerningsmanden tilbage med samme mønt, men det er et afkald, der faktisk har en befriende virkning på offeret. Tankevækkende er følgende dialog mellem gamle soldaterkammerater: ”Har du tilgivet dem, der holdt dig som krigsfange” Den anden svarer: ”Dem kan jeg aldrig tilgive.” hvortil hans kammerat bemærker: ”Så er du jo sådan set stadig deres fange.”

Karsten Mathiasen (den 18.11.2005 kl. 20:42)


Personlig historie om tilgivelse
Dette er min personlige historie om tilgivelsens kraft. Det er mit håb, at jeg ved at fortælle min personlige historie kan give inspiration og konkrete redskaber til andre, der måtte have ophobet had og vrede til at blive forløst for de begrænsende følelser. Følelser, som kun bringer endnu mere had og vrede ind i menneskers liv.

Da min mor gav mig livet for mange år siden, måtte hun på fødegangen gå til bekendelse overfor ”min far”, og fortælle ham, at han ikke var min biologiske far, hvilket fik ”min far” til at gå i chok og afvise mig totalt. Min mor besluttede sig til at sende mig på spædbørnehjem, hvor jeg tilbragte de første 3 år af mit liv. (Da jeg var 37 år fik jeg den store gave i livet at snakke med en af de pædagoger, der var ansat på spædbørnehjemmet, da jeg opholdt mig der. Hun kunne tydeligt huske mig og fortælle mig, at jeg var hele personalets kæledække, og derfor havde jeg fået meget opmærksomhed, kærlighed og omsorg)

Da min lillesøster var i vente, besluttede ”min far”, at nu skulle vi være en hel familie, hvilket mor accepterede, og jeg kom hjem for første gang. Hjem til 12 års fysisk voldshelvede fra min mors side og hjem til 12 års manglende mod fra min fars side til at gøre noget ved al den vold min mor udsatte mig for. Min far gav dog min søster og mig meget kærlighed, opmærksomhed og omsorg, når min mor ikke var tilstede, hvilket jeg i dag er utrolig taknemmelig for.

Jeg vil ikke gå i detaljer om det fysiske voldshelvede jeg var udsat for som barn, men blot fortælle, at det stoppede, da jeg kom på efterskole som 15 årig. Herefter fulgte 15 års psykisk voldshelvede fra min mors side. Først da jeg efter et par års samtaleterapi havde fået bearbejdet så meget af det had, jeg havde fået opbygget til min mor, fik jeg sagt definitivt fra overfor min mor ved at udelukke hende af mit liv.

Jeg havde sammen med min terapeut trænet en sætning, jeg skulle sige, hver gang min mor kontaktede mig og efter ca. 50 gange holdt min mor op med at kontakte mig, og hun har ikke gjort det siden.

Sætningen, jeg havde trænet i lang tid, så jeg kunne sige den næsten per automatik, når min mor ringede, lød sådan her: ”Beklager mor, men jeg magter ikke mere at have dig i mit liv, fordi jeg har sagt fra så mange gange uden at blive imødekommet . Derfor tæller jeg til tre og lægger røret på. Farvel mor og hav det godt. 1, 2, 3”. (Og så lagde jeg røret på)

Jeg troede i min naive tro, at når min mor ikke længere var i mit liv, så ville al den vrede, had, bitterhed og skuffelse, jeg havde fået ophobet indeni mig forsvinde som dug for solen. Men det gjorde det ikke. Det havde lagret sig dybt i min krop og i min sjæl og lige meget, hvor jeg tog hen i verden, flyttede vreden, hadet, bitterheden og skuffelserne med mig og begrænsede mig i at kunne elske åbent og frit.

Og da jeg bare ville lære at elske åbent og frit, måtte jeg gøre noget ved de tunge sten, mit hjerte var så fyldt af. Hjælpen kom fra en helt uventet kant – helt uden hjælp fra nogen andre mennesker end mig selv. Jeg havde købt et lille rækkehus, hvor der skulle flækkes brænde til brændeovnen. Langsomt blev det mere og mere bevidst for mig, at når jeg stod der og flækkede brænde, så skældte jeg min mor ud – først i mine tanker – siden med højtlydte råb ud i den blå luft. Jeg kunne mærke, at det lettede mig utrolig meget – både mentalt og kropsligt – at skælde min mor ud med fuld kraft på stemmen og med fuld fysisk kraft, når jeg hamrede flækøksen ned i det næste stykke træ

Jeg har siden via mine uddannelser og et terapeutforløb lært, at når man bliver udsat for så meget vold, som jeg blev, så lagres minderne ikke kun i hukommelsen, men i allerhøjeste grad også i kroppen. Så derfor har jeg lært, at vejen til tilgivelse går igennem en forløsning af både den mentale og kropslige ophobning af disse begrænsende om end meget, meget kraftfulde følelser.

Herefter kom der en lang periode i mit liv, hvor jeg igen i min naive tro, troede, at jeg var blevet forløst for alle de begrænsende følelser, jeg havde fået ophobet i min krop og i mit sind pga. min mor. Men nej, mit arbejde med at blive fri af min mors usynlige fangenskab, gik også igennem at bearbejde de følelser af sorg, smerte og savn, der ligger under følelser af vrede, had, bitterhed og skuffelser.

Det var under et terapiforløb, at en terapeut spurgte mig om jeg nogen sinde havde grædt pga. min mors manglende evne til at elske mig på en god måde. Og det havde jeg jo ikke, så sammen med terapeuten gennemgik jeg en meget smertelig, men også en meget forløsende proces, hvor jeg græd som pisket i flere timer, mens jeg satte ord på alle de savn jeg jo havde efter en mor, der kunne holde om mig og fortælle mig, at jeg var hendes elskede datter. Jeg græd som pisket i flere timer, mens jeg satte ord på, hvor mange gange jeg har savnet at have en mor jeg kunne spørge til råds og søge omsorg hos, når jeg mødte modgang i mit liv. Og jeg græd som pisket i flere timer, mens jeg satte ord, hvor meget jeg også havde savnet min mor at dele mit livs succeser med.

Kort tid efter blev jeg i stand til at sige, at jeg elsker min mor, fordi hun gav mig livet, fordi hun traf beslutningen om at lade mig leve på spædbørnehjemmet i mine første 3 leveår, og fordi hun lod være med at kontakte mig mere, efter jeg havde sagt den samme sætning til hende ca. 50 gange, så jeg kunne komme i gang med at få forløst mig selv for vrede, had, bitterhed, skuffelser, smerte, sorg og savn, mit hjerte havde været så fuldt af.

Da jeg var nået dertil, kunne jeg endelig efter at have levet i 42 år tilgive min mor for at have været så grusom mod mig, fordi min mor kunne ikke opdrage mig på en anden måde end den måde hun gjorde det på. Min mor har nemlig selv været barn med en ekstrem voldelig far, så det var det hun havde lært. Og dengang havde min mor ikke de samme muligheder, som vi har i dag for at få hjælp til at få forløst ophobet vrede, had, bitterhed, skuffelser, smerte, sorg og savn fra vore sind og kroppe.

Men det har jeg heldigvis, så i pædagogikken og psykologiens sprog er jeg blevet et af dette samfunds mange mønsterbrydere og jeg er også det, mange kalder for et mælkebøttebarn, fordi uanset, hvor meget folk tramper på mig, så skal jeg nok skyde op af asfalten igen som en smuk blomstrende mælkebøtte. Intet menneske kan sætte en stopper for min vilje til at ville elske åbent og frit. Det er kun døden, der kan det.

Jeg håber det er lykkes mig at bidrage med en konkret personlig historie, der kan hjælpe andre på vej til tilgivelse. Det har i hvert tilfælde været min hensigt samtidig med, at det også har hjulpet mig personligt at skrive noget så personligt ned og udgive det på Internettet.

Jeg vil gerne udtrykke en særlig tak til dig Karsten for at have givet mig denne fantastiske mulighed for at bidrage med min personlige historie. Det er jeg dig dybt, dybt taknemmelig for og jeg er meget, meget glad for, at der findes mennesker som dig, der får realiseret et så smukt initiativ, som jeg synes tænketanken for tilgivelse er. 1000 tak Karsten.

De varmeste hilsner fra Jane Pihlmann Jensen
Jane Pihlmann Jensen (den 7.8.2006 kl. 17:47)
www.pihlmann-jensen.dk


Meditation på ligevægt
Kære Karsten,
Jeg sender dig denne meditation til din Tænketank for Tilgivelse, da jeg tror, at mange kan have glæde af den.
Kærlige hilsner fra Ann Mari Urwald, historiefortæller, healer, lærer i fysisk og psykisk afspænding, og meditation. www.amurwald.dk

De Fire Umålelige og udvikling af Ligevægt
af Tenzin Drolkar (Bodil Wellendorf)

Må alle levende væsener være lykkelige og have årsagen til lykke

Må alle levende væsener være fri for lidelse og årsagen til lidelse

Må de aldrig være adskilt fra den højeste lykke, der er uden lidelse

Må de hvile i stor ligevægt fri for tilknytning til nære og aversion mod fremmede

Denne bøn reciteres ofte i den tibetansk-buddhistisk tradition, og almindeligvis mediterer vi på De Fire Umålelige i den rækkefølge, de er nævnt i bønnen, det vil sige grænseløs kærlighed, grænseløs medfølelse, grænseløs glæde og grænseløs ligevægt.
Lamaerne understreger imidlertid, at det er vigtigt først at meditere på ligevægt for at undgå at udvikle en diskriminerende eller emotionel form for kærlighed og medfølelse, sådan som vi nybegyndere på vejen ellers godt kan være tilbøjelige til.
Vi har det med at nære større kærlighed til dem, vi kan lide, mindre kærlighed til dem, vi ikke bryder os om og ligegyldighed i forhold til dem, der ikke betyder noget for os.

Ligevægt [1] betyder at opgive vores had til fjender og vores tilknytning til venner og at have en ligevægtig holdning overfor alle væsener fri for tilknytning og aversion.
Stor kærlighed betyder, at vi ønsker, at de må være lykkelige.
Stor medfølelse er ønsket om, at de må være fri for lidelse.
Bodhicitta er ønsket om, at vi må nå Buddha-tilstanden for at kunne gavne dem.
De mennesker, vi i dag kalder vore fjender, har alle været vores far eller mor utallige gange i tidligere liv, og den skade vi mener, at de påfører os i dette liv, er ofte blot indbildt.

Den følgende meditation er baseret på tanken om, at vi har levet mange liv – både som menneske og i andre eksistensformer – og at alle levende væsener har været vores kærlige far og mor mange gange.
Det er ikke meningen, at vi skal forsøge at bevise, at det er sådan; hensigten er derimod at udvikle nærhed til alle væsener ved at omfatte dem med den samme kærlighed, som vi føler til vore kære i dette liv.
Hvis man ikke har et afklaret forhold til reinkarnation, kan man antage tanken som en arbejdshypotese for en tid. Bagefter kan man så vurdere, om den har gavnet ens udvikling eller ej.

MEDITATION: LIGEVÆGT

Når vi mediterer på ligevægt forestiller vi os efter tur en person, som vi betragter med ligegyldighed, en vi ikke bryder os om, og en vi nærer stor kærlighed til. Til sidst visualiserer vi dem alle tre på en gang.

1.
Begynd med en af de uendeligt mange væsener, som du nu betragter med ligegyldighed. Forestil dig f. eks. en person, du så på gaden i dag, eller en af de mange væsener i nød, der ruller over Tv-skærmen hver dag, og visualiser ham eller hende foran dig.
Tænk nu at denne person har været din kærlige far eller mor mange gange i løbet af dine tidligere liv siden begyndelsesløs tid og har sat dig i verden, opdraget dig med kærlighed og omsorg, lært dig hvordan man omgås, sørget for at du fik noget at spise, kom i skole o. s. v. og derfor har vedkommende ikke fortjent din ligegyldighed.
Som alle andre levende væsener ønsker også hun at opleve lykke og at være fri for lidelse.
Mediter over det ved at gentage denne tankerække for dig selv.

2.
Forestil dig nu én, du overhovedet ikke kan lide, en person der får irritation, vrede, jalousi eller aversion til at vælde op i dig.
Tænk nu at den skade du mener, at vedkommende påfører dig, stammer fra hans eller hendes uvidenhed og forstyrrende følelser i kombination med din egen karma, som personen i virkeligheden blot hjælper dig med at udrense.
I utallige liv har også dette væsen været din kærlige far og mor. Hvor ville det være dejligt, hvis vedkommende udviklede visdom og forstod, at når vi skader andre, skader vi os selv!

3.
Forestil dig nu et væsen, som står dig nær. Dine forældre, børn eller nære venner.
Som det er nu, føler vi tilknytning til vores nære. Vi nærer kærlighed til dem og gør alt det, vi kan, for at gavne dem. Hvis der skete dem noget ondt, ville vi blive ligeså berørte af det, som hvis det skete for os selv.
Tænk nu: Men der er ikke nogen garanti for, at de også vil være mine kære i næste liv.
Den kærlighed, vi føler til hinanden i dette liv, kan forsvinde på ét sekund på grund af et sårende ord, en misforståelse eller en tankeløs handling.

4.
Forestil dig til sidst alle tre personer foran dig og udvid den kærlighed du føler for dine nærmeste til også at omfatte dem.
Også de ønsker at opleve lykke og at være fri for lidelse.
Vores opfattelser af ven, fjende og ligegyldig er indbildt og kan hurtigt ændre sig. Ofte skal der ikke mere end et venligt eller fjendtligt ord til.
Måske vil de væsener, vi i dag kalder vores modstandere, være vores børn i fremtidige liv, eller måske vil vores nuværende venner blive genfødt som vores fjender. Vi ved det ikke.

Træf nu en beslutning om at ville betragte alle de uendeligt mange væsener som var de dine egne forældre og børn og udvikl den samme kærlighed til dem, som du nu føler overfor dine kære.

(Hvis meditationen går godt, kan man i stedet for de tre enkelte personer forestille sig tre grupper.)

Vend nu tilbage til
De Fire Umålelige:

1. Det umålelige ønske
Ønsk af hele dit hjerte at alle levende væsener uden undtagelse må være lykkelige og
fri for lidelse. Send dem i tankerne alt det de har brug for, for at de kan opnå både midlertidig og vedvarende lykke.

2. Den umålelige bøn
Bed om at det må blive virkelighed, og om at de må nå den fuldt oplyste Buddha-tilstand.

3. Det umålelige ansvar
Tænk: ”Hvem andre end jeg, deres barn, kan de sætte deres lid til?”
Beslut dig for, at du selv vil tage ansvaret for, at de når Buddha-tilstanden.

4. Den umålelige bøn
Tænk: ”Sådan som det er nu, kan jeg ikke befri alle levende væsener på grund af mine forstyrrende følelser og mangel på visdom.
For at kunne det, må jeg selv blive en fuldt oplyst Buddha.”
Bed nu Buddhaerne og Bodhisattvaerne om at sende deres velsignelse til dig, så du hurtigt
kan nå Buddha-tilstanden til gavn for alle levende væsener.

Videregiv til sidst fortjenesten.

Ann Mari Urwald (den 29.8.2006 kl. 22:58)

www.amurwald.dk


Tillæg til personlig historie om tilgivelse
Det er nu næsten en måned siden, jeg skrev mit indlæg: ”Personlig historie om tilgivelse”, og i den måned har jeg fået en del respons, som gør, at jeg har brug for at præcisere mit indlæg.

Nogle har forstået mit indlæg på den måde, at de tror, at jeg har stået foran min mor og fortalt hende, at jeg har tilgivet hende hendes grusomheder, og nogle tror også, at min mor og jeg er blevet forsonet.
Det er ikke tilfældet, fordi min mor har aldrig haft mod til at påtage sig det personlige ansvar, hun har for at have påført mig og mange andre i min nære familie så megen smerte, pine og ydmygelser, som hun har.

Når et menneske, som f.eks. min mor, er ude af stand til at påtage sig ansvaret for de handlinger vedkommende har udsat andre for igennem et helt liv, vil et sådan menneske ikke kunne modtage en tilgivelse.
At modtage en tilgivelse, kræver jo, at vedkommende, man tilgiver, erkender, at vedkommende har begået fejl og har såret mennesker omkring sig og gjort dem ondt.

Så derfor har min proces med at nå derhen, hvor jeg kunne tilgive min mor haft det formål, at jeg havde et trængende ønske og behov for at forløse mig selv for had, bitterhed, skuffelser, sorg, smerte og savn, som jeg i mange år var så tynget af. Ja, formålet for mig har været at bryde den sociale arv, jeg havde med mig ind i voksenlivet, så jeg pga. min sociale arv ikke per automatik kom til at udsætte de mennesker i mit liv, som jeg dybt og inderligt elsker, for lige så megen smerte, pine og ydmygelse, som min mor udsatte mig for.

Målet med min forløsningsproces har været, at jeg i modsætning til min mor bare VILLE lære at tage ansvar for alt, hvad jeg skaber på godt og ondt i mit eget og mine nærmestes liv – uden at føle skyld og skam over f.eks. at begå fejl.
Det lykkedes for mig, hvilket jeg skylder rigtig mange mennesker meget, meget stor tak for. Mange mennesker har igennem årene hjulpet mig med min forløsning, så jeg i dag kan elske mine nærmeste åbent og frit uden at skade dem. Uden de mange mennesker – heriblandt skaberen af denne hjemmeside, Karsten Mathiasen – havde det ikke været muligt for mig at nå hertil, hvor jeg er i mit liv i dag.

Så 1000 tak til alle jer, der har hjulpet mig til at blive i stand til at elske frit og åbent. Jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at I stod ved min side, når jeg havde allermest brug for jer. Og jeg er dybt, dybt taknemmelig for, at en del af jer stadig står ved min side – både når jeg har brug for at dele mine glæder, sejre og succeser med jer, men også når jeg en sjælden gang må bøje nakken i en periode, fordi jeg møder ny modgang i mit liv og derfor har brug for at dele mine sorger med jer.
I skal vide, at jeg elsker jer dybt og inderligt, at I altid vil have en meget dyrebar plads i mit hjerte og at jeg til hver en tid også vil være der for jer, når I har brug for mig.

Jeg vil gerne slutte med at fortælle, at jeg ville ikke leve mit liv om, hvis jeg havde muligheden, fordi jeg har fået nogle meget, meget værdifulde gaver med mig netop pga. af min mor.

Min mor har bl.a. lært mig, at det værste vi mennesker kan gøre mod os selv er at blive sin egen værste fjende, fordi så er vejen banet til et langt og ulykkeligt liv med alt for megen pine, smerte og ydmygelse. Og gør vi det i gruppefællesskaber er vejen banet for masser af ufred i verden.
Ja! Min mor har lært mig, at forudsætningen for at kunne medvirke til at skabe fred i verden er, at vi som mennesker starter med at slutte fred med os selv og med alt, hvad vi er på godt og ondt, og min mor har også lært mig, at forudsætningen for at kunne skabe gode venskaber og kærlighedsforhold, starter med, at vi som mennesker bliver gode og kærlige venner med os selv og med alt, hvad vi hver især indeholder. Disse gaver elsker jeg min mor for at have givet mig.

De kærligste og varmeste hilsner fra Jane

Jane Pihlmann Jensen (den 4.9.2006 kl. 20:47)
www.pihlmann-jensen.dk


WITH Forgiveness project
Hej, Karsten

du har formodentligt fået denne mail gennem andre af dine netværk.
Men her har du i hvert fald noget materiale om tilgivelse – håber du kan bruge
det.

vh; Svend-Erik

Hi. You are invited to participate in the WITH Forgiveness project
www.withforgiveness.com

created by Sheri Rosenthal, DPM and Susyn Reeve
M.Ed. WITH Forgiveness is an international multi-media project designed to
illuminate the path of compassion, empathy and unconditional regard. The
program has no cost and anyone can participate.

Sheri and Susyn launched WITH Forgiveness on September 11th. The intention:
with forgiveness there is compassion, empathy and movement through emotional
pain; reconciliation between people of diverse values and cultures; a
deepened understanding of “the other”; and the possibility of collaborating
more peacefully and generatively, transforming cultural and global
challenges, and creating better living conditions for all.

When you sing up you receive:
– A WITH Forgiveness flash video
– 52 days of forgiveness messages, idea generators and exercises
– Access to a Forgiveness Forum and resources through
http://www.withforgiveness.com

To get involved, go to the WITH Forgiveness movie at
www.withforgivenessmovie.com


For Sheri and Susyn’s interview on forgiveness, log in at www.WorldPuja.org

Svend Erik Engh (den 17.9.2006 kl. 21:20)
www.historier.dk


Et håb for Palæstina, Pårørende til dræbte forenes…
Her hvor vi lige har passeret femårsdagen for den begivenhed, der mere end noget blev skabt for at skabe frygt og had, har vi brug for al mulig opmuntring som WITH Forgivenss Projekt. Stor tak til Sven-Erik Engh! Her er et andet opmuntrende link som jeg fik for nylig under et besøg i Galschiødts galleri i Odense.

www.theparentscircle.com

The Families Forum, as the expanded group of about 500 families is called, seeks to solve the ongoing conflict between Israelis and Palestinians through dialogue and mutual understanding. We call on all parties to promote reconciliation as the only way to reach true co-existence and peace.

In July 1994, 19-year-old Arik Frankenthal was kidnapped and killed by the Hamas. A year later, in response to this tragedy, his father, Yitzhak Frankenthal, founded the Parents Circle, an organization of bereaved parents and families who have lose loved ones because of the Israeli-Palestinian conflict.
Calling for reconciliation and a peaceful end to the conflict, the organization naturally expanded to include not only Israelis but also Palestinians bereaved families who have lost a close family member as a result of the conflict.
The Families Forum, as the expanded group of about 500 families is called, seeks to solve the ongoing conflict between Israelis and Palestinians through dialogue and mutual understanding. We call on all parties to promote reconciliation as the only way to reach true co-existence and peace.
To achieve this goal we work consistently to imbue both sides with a sense of tolerance and reconciliation instead o hatred and revenge, sharing with others personal and painful stories. Each day, through our activities and out reach, the Families Forum reaffirms the sanctity of life and the need to safeguard human dignity and freedom. Though our members have all paid the highest price, we fervently seek to bring reconciliation to this war-ridden region.
The most basic goal of all the Families Forum’s actions is to end further bereavement and the loss of life.

Karsten Mathiasen (den 17.9.2006 kl. 21:38)


Fortælling, der forsoner palæstinensere og jøder

Kære Svend-Erik
Tak for at du gør mig opmærksom på Noa Baum. Hendes hjemmeside www.noabaum.com er ét af de meget opløftende momenter i denne tid, hvor vi er overskygget af krig og terror-frygt. Jeg opfordrer alle til at gøre noget for at vi kan få hende til Danmark.. Her er en kort beskrivelse af hendes show:

A Land Twice Promised
Storyteller Noa Baum, an Israeli who began a heartfelt dialogue with a Palestinian woman while living in the
United States, weaves together their memories and their mothers’ stories. She creates a moving testimony illuminating the complex and contradictory history and emotions that surround Jerusalem for Israelis and Palestinians alike.

Kærlig hilsen Karsten

Karsten Mathiasen (den 27.9.2006 kl. 13:21)


Forældre til 9-11ofre bryder hævn-spiralen
Jeg sendte følgende efterlysning ud i mit fortællernetværk:

Jeg hørte om en opløftende historie, som blev fortalt i en TV-udsendelse den 10 09 06 på DR 2 i anledning af femårsdagen for 9-11.
Forældrene til en af de dræbte fra 9-11 vil ikke have hævn over sønnens morder, det bringer ham jo ikke tilbage. De har også besøgt moderen til den terrorist, der blev dømt for medvirken. De mødtes i deres sorg over deres døde sønner og var enige om at bryde hævn og had spiralen.
Den amerikanske kvinde har et billede med de to kvinder på, hvor de har byttet t-shirt.
De sender et stærkt budskab om forsoningens mulighed og uomgængelighed.

Og jeg fik følgende svar fra Sus Nyrop. Det gjorde mig meget meget glad!

Det må være fru Rodriguez, du gerne vil fortælle om. Hun omtales og citeres i en tankevækkende artikel på www.peacefultomorrows.org


Rodriguez says that as time goes on, more people are willing to ask why she does not want her son’s death avenged. He was 31, married with a son and worked for eSpeed, the Cantor Fitzgerald subsidiary on the 103rd floor of the north tower. All she can tell them, she says, is that wanting vengeance is not what is best for her. She has learned from her own experience and from reading about the truth and reconciliation hearings in South Africa, that anger can be a distraction from true grieving.

“Of course you feel angry and you feel awful that something so horrible has happened,” she said. “You’ve lost someone very close and very dear and it’s almost too convenient to think that by punishing someone else in the extreme it’s going to make you feel better. But I don’t think it does in the long term.”

http://www.peacefultomorrows.org/article.php?id=689

mange hilsner,
Sus

Karsten Mathiasen (den 27.9.2006 kl. 13:27)


Jøder genopbygger palæstnensiske huse
For tiden kommer der en hel strøm af gode eksempler på dialog mellem palæstinensere og jøder.
Sidst i sept 06 var Jeff Harper fra ICHAD – Den Israelske Komité mod Ødelæggelse af Huse i København. Se www.icahd.org


“Vi lænker os til de huse besættelsesmagten vil rive ned. Vi genopbygger huse. Vi øger bevidstheden” siger han, og tilføjer “Vi elsker Israel, men besættelsen må stoppe”. I øvrigt sammenligner han situationen i Israel med situationen i Sydafrika et par år før Apartheid-systemet brød sammen.

Kilde: Dagbladet Arbejderen 28. sept 06.
http://www.arbejderen.dk/index.aspx?F_
ID=35837&TS_ID=2&S_ID=35&C_ID=1
Karsten Mathiasen (den 28.9.2006 kl. 23:12)


Buddhistisk bøn og øvelse i tilgivelse fra Angeles Arrien
Buddhistisk bøn og øvelse i tilgivelse fra Angeles Arrien
Hej Karsten,

prøv at kigge forbi min yndlingsfortællers og store forbilledes hjemmeside www.angelesarrien.com


…der er måske lidt guf til dig 😉

kh Abelone

Webmasters oplysning: Abelone Bregninge er én af de store unge talenter inde for historiefortælling i Danmark og hendes hjemmeside er: www.guldfuglen.com


Angeles Arrien skriver bl.a. på sin hjemmeside http://www.angelesarrien.com:

August/September 2006 Reflection

Forgiveness Prayer

If I have harmed anyone, in any way, either knowingly or unknowingly through my own confusions, I ask forgiveness.

If anyone has harmed me, in any way, either knowingly or unknowingly through their own confusions, I forgive them.

And if there is a situation I am not yet ready to forgive, I forgive myself for that

For all the ways that I harm myself,
negate, doubt, belittle myself, judge or be unkind to myself through my own confusions,
I forgive myself.

—Buddhist Prayer

Monthly Practice:

Use the month of August to do conscious forgiveness work. Notice in what areas of your life there is forgiveness work to do with self. What is the forgiveness work where I have harmed others, and what actions of rectification and reparation can I take at this time? Where do I need to forgive others who have harmed me, and where is my readiness in forgiving those who have harmed me and what actions can I take to let them know that I have forgiven them?

What are the obstacles or reasons that keep me from doing forgiveness work? What are the actions that I can take that would assist my own health and well being surrounding forgiveness in my life at this time?

An excellent resource that you might read would be Fred Luskin’s book, “Forgive for Good”.

Past Reflections:

Contact Information
Telephone
415-331-5050
FAX
Postal address
P.O. Box 2077 Sausalito, CA 94966
Electronic mail
General Information: info@angelesarrien.com

www.angelesarrien.com

Angeles Arrien is a cultural anthropologist, award-winning author, educator, and consultant to many organizations and businesses. She lectures and conducts workshops worldwide, bridging cultural anthropology, psychology, and comparative religions.

Abelone Bregninge (den 29.9.2006 kl. 11:27)
www.guldfuglen.com


Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: